Nyhedsbrev 14. april 2021

Kære medlemmer af Foreningen for Traditionelt Håndværk.

Der sker stadigvæk en masse bag kulisserne som vi vil informere jer om i det her korte nyhedsbrev.

Kommunen har som bekendt haft frist for at komme med input til fremtidig brug af Støberihallerne den 18.03.2021, hvor vi fra bestyrelsens side afleverede det vedhæftede forslag, som også kan findes og deles fra hjemmesiden. ( klik for BILAG download )

Det kan nævnes at vi har foreslået at FTH kunne stå som paraplyorganisation for at skabe gode aktiviteter i hallen og arbejde sammen med de mange interesserede i byen.

Efterfølgende har kommunen inviteret til infomøde den 15. april, som vi også vil deltage i. Derefter vil vi holde bestyrelsesmøde den 19. april for at drøfte foreningens fremtid og mulig genhusning på baggrund af det vi nu ved om kommunens planer med støberihallerne.

Foreningen holder fast i at vi gerne vil have en aktiv rolle i støberihallernes fremtid, da vi føler at det er der vi allesammen kan se det store potentiale for byen og borgere i Præstø, så vi kan skabe   et aktivt og alsidigt kulturhus i bymidten.

Vi kan dog desværre allerede i dag konstatere, at foreningen i sin nuværende form ikke kan få opfyldt vores ønsker og formål i Støberihallerne. Kommunen har meldt ud at der skal etableres en brugergruppe, hvor Foreningen for Traditionelt Håndværk ikke er repræsenteret, og hvor den fremtidige indretning af multihallen heller ikke tænkes at rumme et fast værksted med mulighed for jollebyggeri, formidling eller lignende i den form vi har drømt om.

Den oprindelige tanke med foreningen har været at skabe fællesskabsopbyggende aktiviteter i Støberihallerne.  Mange af jer har meldt tilbage at det netop er det at være i de fantastiske rammer som Støberihallerne er, som har vækket jeres interesse for foreningen. Derfor vil vi på det kommende bestyrelsesmøde kigge indad for at se hvad der er tilbage fra de oprindelige tanker og visioner, og hvilke vi kan regne med at kunne realisere i foreningens fremtid.

Vi vil meget gerne have noget input fra jer alle sammen på mail woodworks@gmx.net så vi kan tage det med i overvejelserne på bestyrelsesmødet den 19. april.

 Og så til sidst noget mere konkret 🙂

Præstøjollen

Nu er foråret på vej og dermed også ny handlekraft og lysten til at komme videre i processen. Derfor vil foreningen nu invitere til et møde om Præstøjollen, hvor vi i fællesskab kan finde frem til den type jolle vi gerne vil bygge. Foreningen har fået bevilliget 157.000 kr. til materialer og tegninger til en klinkbygget sejljolle, som vi vil navngive Præstøjollen.

Der findes sikkert en masse joller, som er bygget i omegnen af Præstø, og vi håber at nogen af jer kan bidrage med at vi kan finde frem til en fantastisk båd, som vi har lyst til at bygge og som passer godt til de lokale farvande.

Ture Møller, som er en meget erfaren bådebygger, og som pt er idemand og projektleder på Kystliv Holbæk vil gerne hjælpe os i processen.

Alle som er interesserede i at deltage i processen må gerne melde tilbage til Stefan senest søndag den 18.april på 27 50 77 52.

Når vi kender antallet af interesserede, vil vi finde ud af om vi kan mødes fysisk eller digitalt.

Der er i alt fald stadig liv i vores drøm, og vi håber snart at kunne invitere til lidt flere aktiviteter igen.

Mange hilsen

Foreningen for Traditionelt Håndværk

Indlægsfoto, Kreditering: Kurt Rodahl Hoppe, kilde https://realdania.dk/nyheder/2020/12/realdania-by-og-byg-koeber-stoeberihallerne-i-praestoe

Print Friendly, PDF & Email